Sommerskak-turnering sprængte alle rammer
Med 78 tilmeldte til sommerskak-turnering for børn og unge søndag den 18. juni måtte arrangørerne fra Nørrebro Skakklub og Frederiksberg-foreningen erkende, at selv den store spillesal i Osramhus var for lille til alle deltagere. Derfor blev også skakklubben i Frejasgade taget i brug, så arrangementet med deltagerrekord kunne afvikles i gode rammer for børn, søskende og forældre.
Mestergruppen blev vundet af Paulius Meskenas fra Køge Skakklub. Han vandt sine første fire partier, og med remisser i de sidste to runder var sejren sikker. Tre spillere opnåede alle fire point af de seks mulige, så korrektionsberegning af bedste modstand undervejs betød sølv til Hannibal Valeur Jaques fra Nørrebro Skakklub og Skak for sjov, bronze til Majed Fakhr Eldin fra Helsingborg Skakklub og en fjerdeplads til Jeppe Hald Falkesgaard fra Brønshøj Skakforening.
I kandidatgruppen sejrede den kun otteårige Oliver Wu fra Nørrebro Skakklub med fem point af seks mulige. ”Oliver er endnu ikke så høj, men viser allerede store evner for skak”, som det blev sagt ved præmieoverrækkelsen. Anton Wehding fra Amager Skakforening blev nr. 2 og hans tvilling Laurits Wehding fra samme klub indtog tredjepladsen.
I basisgruppen, som er for de let øvede børn, var der guld til William Pihl fra Odyssesus Skakklub. Med gevinst i alle seks runder var sejren særdeles overbevisende. Silas Søndergaard fra samme klub fik sølv og Aksel Bo Strandgaard fra Amager Skakskole vandt bronze. Efter korrektionsberegning måtte Marcus Holmberg, Amager Skakskole, tage til takke med fjerdepladsen.
Med 20 børn i begyndergruppen deltog en del børn i deres livs første skakturnering, og arrangørerne var glade for, at alle børn gennemførte de syv runder. For Peter Vedel, Brønshøj Skakforening, blev det en særlig succes, fordi han vandt alle sine syv partier og dermed turneringen. Tunav Chand Penki fra Europaskolen blev nr. 2, Simon Nam Zettler fra Amager Skakskole nr. 3 og Sherin Pinto fra Europaskolen nr. 4.
Det er fjerde sommer i træk, at Nørrebro Skakklub og foreningen Skak for sjov arrangerede sommerskak-turnering for børn og unge. / Henrik
En beretning fra fronten!
Klubbens energiske juniortrænere Thore,Kim og Henrik har haft en heldig hånd, da de valgte søndag 18.juni til hurtigskak. Lysten til at deltage på denne dag var stor. Så stor at Thore om fredagen måtte rundsende et SOS at deltagerantallet var langt over 70 og det var nødvendigt at flytte 20 spillere fra Osram-Huset ned i Nørrebro's egne lokaler, ligesom der var brug for en ekstra turneringsleder.
Den ekstra turneringsleder blev Finn. Efter i samlet flok at være gået de små 500m fra Osram-huset til klubbens lokaler var 20 juniorer og 6-8 forældre klar til dagens program. 6 runder ventede forude. Hver spiller havde 15 min. til et parti. Spillestyrken blandt de 20 var skønsmæssigt sat til 1000-1200 i rating.
Der blev gået til sagen fra start!. Set fra sidelinien kunne man være i tvivl om det var hurtigskak eller lynskak man overværede!. Normalt kan en TL "slappe af" indtil tidnøden nærmer sig. Den gik ikke her! Efter få minutter var der et ulovligt træk som skulle "rettes" (Thore+Kim havde lavet den fornuftige regel at det først var 3. gang man lavede ulovligt træk i et parti at man tabte) og allerede lidt senere var de første partier færdige.
Skak kan synes meget uretfærdigt når man på instruktiv vis med K+T+D mod K har trængt modstanderens konge ud i et hjørne og der så pludselig er pat på brættet!. Men det meste blev taget med et smil, og der blev pænt givet hånd bagefter. Generelt synes jeg, der var en god stemning, og det var nemt at være TL.
Resultater: Oliver Wu fra Nørrebro lignede en som havde tænkt sig at banke alle han mødte på sin vej. Koncentreret og beslutsom, og bedre end de fleste til at bruge betænkningstiden fornuftigt. 5 af 5 startede Oliver med. Men i 6.runde gik noget grueligt galt!. En fatal overseelse, og partiet var tabt for Oliver næsten før det var begyndt.På bedre korrektion lykkedes det dog fortjent Oliver at snuppe 1.pladsen med 5/6. På 2.pladsen fulgte Anton Wehding ligeledes med 5/6 og på 3.pladsen fulgte Laurits Wehding med 4,5p.
Af andre Nørrebro resultater kan nævnes at Valdemar Østergaard-Nielsen efter en skidt start sluttede flot af med 3 gevinster.Til sidst skal lyde en tak til Roberts mor som leverede hjemmebagte muffins, mums mums. Jeg skal hilse og sige at de var meget populære både hos børn og voksne.
/ Finn Bonnez
Følgende billeder fra turneringen blev taget af Bjarne Henriksen.