Junior sommerskak turnering stor succes
Den 4. juni samlede AS04 godt tyve børn fra 6 til 14 år til klubbens første juniorturnering. Turneringen markerede afslutningen på vores første sæson med juniorskak og vil efter alt at dømme blive indkørt som en tilbagevendende sommerturnering. De tyve børn dystede i det klassiske brætspil i tre grupper, og det blev spændende til det sidste.
I mestergruppen for de øvede vandt Samuel Heine May med 4,5 point ud af 5 mulige. Det halve point blev taget i første runde i en klassisk "stormesterremi" mod kammeraten Emmeth K. Smith. Emmeth tog sig af anden pladsen med 4 point, idet han i 5. runde måtte acceptere en remis. Efter omkamp i lyn tog Sanshiro fra Frederiksberg Skoleskak sig af 3. pladsen - et flot resultat i den meget stærke gruppe.
I basisgruppen, for de let øvede, scorede Dominik Karl, som havde taget turen helt fra Slagelse, 6 ud af 7 mulige point. Dominik var under hele turneringen skarpt forfulgt af Kischichiro Kraemmer og Mihai Ursta, der delte 2. og 3. pladsen med 5,5 point.
I både mestergruppen og basisgruppen blev børnene udfordret lidt utraditionelt ved at skulle spille bestemte åbninger. I 1. runde var det kongebondespil (e4, e5), i 2. runde siciliansk (e4, c5), i 3. runde skandinavisk (e4, d5), i 4. runde engelsk (c4, e5) og i 5. runde dronningebondespil (d4, d5).
I begyndergruppen blev der spillet med et særligt pointsystem, som sikrede point til alle børn. For eksempel fik børnene point for at vise fair play eksempliciferet ved at give hånd før hvert parti og ønske god kamp, sige tak for kampen og sætte skakbrikkerne på plads efter endt parti. Men det gode skakspil blev også belønnet, og her viste AS04s Simon Christensen sin styrke og vandt. »Simon Christensen er gennem hele sæsonen i AS 04’s junior- og skoleskak mødt op til træningen om torsdagen. Og det er dejligt at opleve, at Simons skakglæde og engagement nu har givet et synligt resultat,« siger AS 04’s formand, Thore Jensen. I begyndergruppen kom Patricia A. Petersen på 2. pladsen, og Emil B. Holmgaard blev nr. 3.
Det er første gang i mands minde, at der på Nørrebro er arrangeret en skakturnering særligt for børn og unge. Men ifølge Thore Jensen er arrangementet værd at gentage, også fordi en turnering opøver børns koncentration, tålmodighed og andre menneskelige egenskaber. »Turneringen varede i næsten fire timer, og selvom der indimellem er små pauser, er det længe at skulle sidde og koncentrere sig. Men det lykkedes med stor succes,« siger Thore Jensen.
Henrik Andersen, som hele sæsonen har mødt op til junior skakundervisningen, foruden at være træner for Frederiksberg Skoleskak, har gjort et stort stykke arbejde for at begivenheden er blevet pænt omtalt både i Nørrebrobladet (http://www.dinby.dk/kobenhavn-n/skaksaeson-slutter-med-spaending) og på Københavns Skoleskaks hjemmeside (http://kbhskoleskak.dk/billeder.html). / Kim Secher Andersen