Deltag i København Open i skoleskak (søndag d. 23 marts) og feriecamp i vinterferien
Hej skak-venner Her er årets første skak-nyhedsbrev (fra Henrik) med diverse tilbud om skak for børn og unge. Deltag i København Open i skoleskak søndag den 23. marts Københavns Skoleskak inviterer til det store forårsarrangement København Open i skoleskak søndag den 23. marts kl. 9.30-16.00 i flotte rammer på Frederiksberg Rådhus. Alle børn og unge uanset spillestyrke kan deltage i turneringen, og alle voksne er velkomne i det hyggelige café- og forældremiljø. For absolut begyndere er der en Skak for sjov-gruppe, som slutter kl. 12.30. Det koster pr. barn 50 kr., som betales ved indskrivningen. Læs mere på www.kbhopenskoleskak.dk og tilmeld på http://kbhskoleskak.dk/wordpress/kbhopen2014/ Skoleskakledere og andre, der vil gøre PR for arrangementet, må hellere end gerne printe den flyer, som ligger i PDF-format på http://www.kbhopenskoleskak.dk/invitation.html - eller flyeren kan hentes gratis i skak-butikken Bedre til skak, Hostrupsvej 8, kld., se butikkens åbningstid.
Feriecamps med skak i skolernes vinterferie Nørrebro Skakklub og Skak for sjov står i vinterferien for skak-arrangementer i København. Alle skak-glade børn er velkomne mandag den 10. februar til og med fredag den 14. februar - eller blot de dage og tidspunkter, hvor det er muligt. Tilmelding er ikke nødvendig - mød op og spil med! Kl. 12-14 er det på Indre Nørrebro i et telt på Blågårds plads (alternativt i Støberiet på etagen over biblioteket). Kl. 14-16 er det i Osramhuset, Valhalsgade 4, Nørrebro. Kl. 16-18 er det i Klub Bispebjerg, Smedtoften 12.
Ledige pladser på skak-hold på Hostrupsvej I skak-butikken på Hostrupsvej 8, Frederiksberg, bliver der trænet og spillet skak på fem hold – for begyndere, de bedre og de bedste. Der er stadige ledige pladser - læs mere og se mulighed for tilmelding på www.skakforsjov.dk Mange hilsner Henrik