Alle hold gjorde det bedre end forventet i 1.runde!
Af: Thore N.Jensen
1. holdet vandt 6½-1½ over et forstærket 3.hold fra BMS. Flot start som sikrer os et solidt greb om den oprykningsplads vi higer efter. Jeg kunne ikke følge med hele vejen rundt, men jeg tror alle fik nogle fornuftige åbninger og snart et vist pres mod deres modstandere, som blev konverteret til mange sejre. Imponerende flot spil af Thomas Kirknel, hvis parti jeg fik set efter kampen og af Hvenekilde, der ikke tøvede med gode angrebstræk i gensidig tidnød mod stærke Michael Vesterli på bræt 1. Ved min side vandt Casper Olsen uventet hurtigt over Nicolai Kistrup, mens jeg fumlede godt og grundigt i en lovende stilling og fik ørerne i en vride-maskine.

2.holdet vandt 5-3 over Fr.berg 3. Her var vi endda uheldige med ikke at få mere, da Christian Strachan med de sorte brikker på bord 4 fuldstændig udmanøvrerede sin modstander, og kunne vælge mellem gevinst af forskellige af modstanderens bønder. Han vandt en h-bonde, nok ikke den bedste mulighed i stillingen, men en senere ide om at jage modstanderens konge ind i centrum med en dronnigeskak på h2 var i hvert fald forkert. To hvide tårne kom til modangreb i denne åbne linje. Meget ærgerligt nederlag efter en mesterlig start. Jan Nielsen og holdleder Bjarne Henriksen stod længe bedst og holdt fast, men den største triumfator blev Henrik Brunn, der spillede helt vidunderlig skak på 1.bræt og ofrede sit ene tårn for sorts løber på g7. Jeg troede ikke det var så godt, men hans modstander blev spillet ud af brættet inden træk 30 – flot skak!

3.holdet vandt 6-2 over Tårnby. Det var et afbudsramt hold fra Tårnby, der var klart overmatchet på de 5 sidste brætter. Lidt slinger i valsen undervejs, men 5-0 var stillingen inden de tre øverste var færdige, superb! Frode Greisen på bræt 3 fik en sikker remis og Thor Dam på bræt 2 fik vendt en lidt kritisk stilling, men måtte nøjes med remis. Michael Olsen stod trykket efter åbningen og Brian Bertelsen var rutineret nok til at forblive ovenpå, selvom Michael prøvede forskellige tricks.

4.holdet spillede 4-4 mod Posten. Jeg var ikke selv tilstede, men har set nogle af vores juniorers spil efterfølgende til juniortræning. Juniorerne er rigtig gode taktisk og søger nok i den retning, før alle brikker er udviklet, hvilket kan give problemer. Talentfulde Emil Skovgaard vandt et godt parti, mens hans bror Andreas måtte slide meget for at vende spillet efter en dårlig åbning. Godt skuldret af Andreas, at han endda vandt partiet.

Lad mig give ordet til holdleder Jørgen Holmstrøm, som venligt har sendt mig følgende:

Posten 1 vs Nørrebro 4, mandag den 27. oktober 2014
Et fuldtalligt Nørrebro 4 mødtes i Postens lokaler præcis kl. 19,00. For første gang havde vi 4 juniorer med, og det gik rigtig flot for dem. Arn startede flot og fik en spændende stilling med matmuligheder. Modstanderen smøg sig ud ag det, og Arn tabte. 0-1. Henrik vandt på 2. bræt i flot stil og satte mat. 1-1. Derefter vandt Andreas efter at have været under pres i lang tid. Til sidst fastholdt Andreas modstanderens tårn, hvorefter en springer gnaskede bønder! Til sidst flot matsætning. 2-1. Jonbert måtte ned. 2-2. Emil vandt og så førte vi pludselig med 3-2. Holdlederen spillede dårligt, og efter en fejl var det modstanderens tur til at lave en fejl. 4-2. Emmet kæmpede flot og længe men måtte til sidst ned.
4-3. Aage var sidste mand på skansen, men han fik byttet rundt på to træk og tabte. 4-4. 2 points til senioererne og 2 til juniorerne!
Tak til alle for en flot stat på holdturneringen. God stemning og kampgejst.
Skakhilsen Jørgen Holmstrøm