Holdturneringen er i gang og 1.holdet fik en god start på sæsonen, med en 5-3 sejr over Hillerød 2. Der var ingen nemme sejre eller dumme nederlag i den match, men op til tidnøden og i et specielt slutspil tippede vægtskålen over til vores side.
Brian Jørgensen med sort på bræt 1 fik udmanøvreret hans modstander Thomas Svenninggaard stille og roligt. En fornøjelse at følge for hans holdkammerater, da der kun var tale om 2 resultater ret hurtigt.
På bræt 2 fik Peter Wieth en lovende stilling, men en forkert plan gav bagslag og hans modstander greb chancen. Bent Vestergård fik en fin fransk åbning med sort og blev måske for optimistisk i sit kongeangreb.
Han manglede lidt koordination og kontrol, da hvid fik klaret sig ud af det. Der blev tabt en bonde, men Bent og hans modstander var efterfølgende enige i at Bent faktisk kunne holde slutspillet, men det var svært. Niels Hirtsgård på bræt 4 prøvede længe at presse sin modstander i en siciliansk åbning, men der var for lidt i stillingen, så de tog remis lige efter de 40 træk.
På bræt 5 kom Henrik Bruun i uvejr og var en bonde under i et tårnslutspil. Hvordan han fik vendt det til en gevinst er en gåde for mig, men fantastiske slutspilsevner garneret med skødesløs spil fra hans modstander må være årsagen. Henrik må meget gerne give en lektion til klubbens juniorer om hvordan tårnslutspil spilles af en mester! Jesper Musaeus spil på bræt 6 var hele tiden fordelagtigt og han vandt sikkert. Michael R. Olsen på bræt 7 fik en lige stilling, men han fandt (som ofte før) de ”skjulte” taktiske ressourcer og det ramte hans modstander hårdt. Jeg selv på bræt 8 troede jeg kunne presse min modstander, som fik en isoleret bonde. Men det var modsat og han fik angrebschancer, som jeg heldigvis fik parreret mig rimeligt imod. Selvom min modstander havde den bedste stilling da vi tog remis lige efter træk 40, ville det være svært at presse mere ud stillingen, når man ikke hedder Magnus Carlsen og kan regne næsten alt igennem. Alt i alt kan 1.holdet være meget tilfredse med, at vi vandt matchen 5-3 (forventet 4,9-3,1 ). Alle kæmpede godt for holdet og gav sig fuldt ud.
I næste runde skal vi til Furesø, som i 1 runde vandt med 5½-2½ over Odysseus. Furesø er favoritter til at rykke op, så her vil vi være de undertippede.
/ Thore